Vemmelev

Vejret var med os! Sommergudstjeneste og Sommerfest søndag den 15. august 2021 nød godt af det fine sommervejr.

Menighedsrådet ved Vemmelev-Hemmeshøj Kirker samt Lokalrådet for Vemmelev og Omegn, inviterede til friluft Sommergudstjeneste og Sommerfest ved Sogneladen i Vemmelev.

Den første times tid var lagt i hænderne på vikar-præst Ida Rusholt Lund, harmonika virtuos Ditte Lykke Hansen og sangkoret Svend og Erik. Der blev omdelt sangblad, så alle kunne synge med.

Ida kender godt vores kirkesogn og med fokus på Sigurd Barretts bibelhistorie, var det en meget medlevende gudstjeneste i det fri.

Der blev uddelt gaver til de fremmødte 5-årsdåbsbørn.

Den næste times tid var der leg på græsplænen med engagerede unge mennesker fra Gerlev Legepark. Pusten fik et par hak mere.

Efterfølgende var grillen tændt til de medbragte pølser og bøffer, mens børnene kunne hygge sig med flødebollemaskine, sæbebobler, snobrød og skumfidusser. Menighedsrådet og Lokalrådet takker for fremmødet og byder velkommen til endnu et fællesarrangement næste år, gerne med lidt flere deltagere.