Der var behov for flere stole til de mange fremmødte i Vemmelev Hallens Cafeteria, da borgerne skulle stemme om, hvilke forslag, der skulle nyde godt af pengene fra Slagelse Kommune til projekt Borgerne Bestemmer.
En halv hundrede borgere fyldt godt op og stemningen var fin blandt borgerne fra hele Lokalrådets virkeområde. Fra Slagelse Kommune mødte borgerkonsulent Anne Justiniano og Udviklingskonsulent Finn Vedel Pedersen og styrede processen med præsentation af de indkomne forslag frem mod selve afstemningen. Slagelse Kommune har bevilget kr. 100.000 til lige netop Vemmelev og Omegn, hvor hovedformålet er at finde de bedste forslag, som kan udmønte sig i indsatser, der kan styrke fællesskabet og være til gavn for områdets borgere.
Informationsmøder
Forud for afstemningen i Vemmelev Hallen, har Lokalrådet for Vemmelev og Omegn afholdt møder og været på turne rundt i omegnen for oplysning om projektet. Det alene har bevirket at borgerne har talt sammen og i fællesskab udtænkt mulige løsninger inden for de økonomiske rammer.
I forvejen var pengene delt op, således at de 5 mindre landsbyer Hemmeshøj, Gl. Forlev, Hulby, Stude og Ormeslev kunne disponere over kr. 8.000 hver, mens der var afsat kr. 50.000 til Vemmelev-Forlev og en buffer på kr. 10.000.
2 landsbyer havde ikke sendt forslag/ønsker, hvorfor beløbene herfra kunne deles blandt de øvrige.
Hemmeshøj, Ormeslev og Gl. Forlev havde hver et forslag, således det ikke var nødvendigt med afstemning hertil. Alle 3 forslag har fokus på gadekæret med etablering af bystævne, bålsteder og shelter.
Der ventede herefter en afstemning om hvilket af de 4 forslag i Vemmelev-Forlev, som de fremmødte foretrak. 2 forslag handlede om redskaber til udendørsfitness i Enghaveparken, 1 om belysning i Enghaveparken og 1 om tribune på fodboldstadion.
Med pænt flertal blev belysning i Enghaveparken vinder af afstemningen. Forslaget er et stort ønske fra mange borgere i Vemmelev, begrundede formanden for Lokalrådet Jytte Knuth. Vi har faktisk arbejdet med det i flere år og rendt politikerne på dørene herom ved flere lejligheder. Da puljen på kr. 50.000, som suppleres med bufferen på kr. 10.000 samt resten fra Hulby og Stude i alt kr. 68.000, ikke rækker fuldt ud til projektet, skal Lokalrådet nu ud og skaffe resten. Ikke umuligt, forklarede Jytte, som allerede har kontakter ud blandt politikere og sponsorer. Såfremt det ikke lykkedes inden for et års tid, vil tilskuddet blive overført til projekt tribune på fodboldstadion, som fik nest flest stemmer.
Alle forslag kan ses på Slagelse Kommunes hjemmeside – www.slagelse.dk/borgerne-bestemmer