Belysningen har været ønsket i mange år af borgerne i Vemmelev, blandt andet for at skabe mere tryghed og ikke mindst for at sikre en tryg skolevej gennem parken. Parken strækker sig fra Vejsager og op til Smedevej og er 740 meter lang. Det er ikke en lige sti, men den snor sig gennem parken. Den er bælgravende mørk, når solen er gået ned og det skaber utryghed.
Lokalrådet ved Jytte Knuth har arbejdet med at få etableret belysning første gang i 2007 og igen blev projektet præsenteret for politikerne februar 2015, den 3. oktober 2016 og 4. december 2017 hvor Landdistriktsudvalget besluttede, at bevilge et beløb til etablering af stibelysningen. Nogle af pengene til belysning kommer fra ”Borgerne Bestemmer”, sponsorater og bevillingen den 4. december. Projektet er et offentlig/privat projekt, hvor der i øjeblikket bliver etableret 20 parklamper med LED- lys. Sponsorerne køber en eller flere parklamper, hvor de får logo på med firma navn. Nogle sponsorater er ”naturalier” f.eks. bundgrus, kørsel eller andet, andre betaler penge. Der er pt. sponsorer til 10 af parklamperne. Det koster ca. kr. 4.000 til strøm om året. Der arbejdes videre med at få solgt et sponsorat til kr. 3.500,-.
Der graves på livet løs i parken af Entreprenørservice og elektrikerne fra firmaet EL-Gruppen A/S sørger for, at lamperne bliver sat op efterhånden som gravemaskinen kommer frem.
Det forventes, at der inden for kort tid vil være lys i parken. Det samarbejde med EL-Gruppen og Entreprenørservice er en fornøjelse, det er et super team.
Jytte Knuth
Den 15. februar 2018.
Der graves og kabler lægges ned til belysning i Enghaveparken